Studiz på 30 sek.

 

Billeder og video: Crossroads

 

 

Hvad er Studiz` mission?

 

Formålet med Studiz er at gøre studielivet sjovere, enklere og billigere!

 

Studiz ligger frit tilgængeligt på alle platforme, hvorved alle studerende har mulighed for at få oversigt over studierabatter i hele landet, og har samtidig mulighed for at bekræfte sin studiestatus, hvorefter de får adgang til deres personlige digitale studiekort. Tjenesten kan downloades på alle smartphones, så det blot er nødvendigt at have mobilen med på jagten efter studierabatter.

 

Studiz er skabt af studerende for studerende, hvilket blandt andet betyder, at vi vil anvende en del af virksomhedens overskud til at støtte og afholde forskellige studierelevante events for studerende. På denne måde støtter du også studielivet, hver gang du handler med studierabat!

 

Som studerende er vi en samlet gruppe, men vi lever samtidig i en individualiseret tid, hvor det enkelte individ og dets til- og fravalg er i centrum, hvorfor Studiz tilgodeser den enkelte studerendes interesser gennem tilpassede studierabatter, som den enkelte selv kan markere som interessante, og målrettet kommunikation. Studiz’ mission er således at varetage og tilgodese alle studerendes behov, ønsker og interesser. Hos Studiz er det derfor væsentligt, at de studerende i høj grad selv vælger, hvad der har interesse, når de anvender Studiz’ tjeneste. De studerende skal kun have dét, som de selv ønsker at have!

 

 

Hvordan arbejder Studiz?

 

Hos Studiz prioriteres de studerende og deres behov 100%. Kun ved at have fokus på de studerendes behov og ønsker er det muligt at skabe størst mulig værdi for både de studerende og de rabatgivende virksomheder. For at udleve denne vision, i en verden hvor trends kommer og går, tror vi på, at det er afgørende, at teamet bag Studiz selv er studerende. Studiz er en virksomhed af studerende - for studerende, hvorfor vi også sætter en ære i at tilbyde praktikpladser og studiejobs til studerende. Læs mere om dette i vores jobsektion.

 

 

Hvad koster det at bruge Studiz?

 

Ingenting, zero, nul!

 

Det er dyrt at være studerende! Da vi selv er studerende, ved vi, hvor svært det kan være at få et budget til at hænge sammen på SU, og det er derfor 100% gratis at benytte Studiz, hvilket det altid vil være!

 

 

Hvordan kan det så løbe rundt?

 

Studiz er partnerfinansieret, og forretningsmodellen bag er ganske simpel:

 

Ved at tilbyde studierabatter og andre unikke tilbud til studerende er der, som virksomhed, mulighed for at tiltrække og skabe tidlig relation til fremtidens forbrugere. Undersøgelser viser, at hvis en forbruger først har haft én god oplevelse med et produkt eller en butik, er det sandsynligt, at vedkommende vender tilbage. På denne måde har virksomhederne, via Studiz, mulighed for at opbygge øget kendskab til deres brand og produkter, hvilket er årsagen til, at de ønsker at tilbyde rabat til de studerende.

 

Da vi selv er studerende og dagligt har kontakt med vores medstuderende, kan vi, i kombination med analyser, informere butikkerne om, hvilke produkter vi studerende finder interessante, og hvordan vi ønsker kundeservice. På denne måde har butikkerne mulighed for at studieoptimere deres forretning og tilpasse den til en studerendes specifikke ønsker og behov.

 

 

Historien bag Studiz


Iværksætteren bag Studiz - Lasse Tindbæk

 

Idéen bag Studiz stammer fra et bachelorprojekt på Aarhus Universitet, hvor grundtanken dels var at frembringe en værdiskabende cyklus, som alle parter skulle vinde på og samtidig gøre livet som studerende sjovere, enklere og billigere.

 

Selvsagt gik der nogle år, inden idéen for alvor blev ført ud i livet, hvilket skete i august 2013. Sommerferien 2013 brugte iværksætteren bag Studiz, Lasse Tindbæk, på at færdiggøre forretningskonceptet og kontakte lokale forretninger i Aarhus, hvilket medførte positiv respons. Efterfølgende blev 1. version af Studiz’ hjemmeside udformet, hvilket dog viste sig at være en mere kompliceret proces end som så, da denne version indeholdt en række fejl. Som studerende og nystartet iværksætter var virkelighedens udfordringer nu pludselig til at føle og skolens teoretiske rammer skulle nu suppleres med erfaring i praksis. Efterfølgende gik tiden med at søge feedback, således systemet kunne bygges om i relation til denne og hermed forbedre hjemmesiden. Omkring et halvt år senere var 2. version af hjemmesiden færdig. I begyndelsen af 2015 rundede Studiz omkring 30.000 brugerregistreringer, hvilket gav et klart billede af, at vores medstuderende havde interesse i tjenesten. Herefter blev der fokuseret på det digitale studiekort, så studielivet kunne blive sjovere, enklere og billigere. Det digitale studiekort kunne samtidig være en nemmere og billigere løsning for landets skoler. I forbindelse med udviklingen af det digitale studiekort indgik Studiz i sommerferien 2015 partnerskab med 10 skoler. I forbindelse med disse partnerskaber er der udviklet en række funktionen som bl.a. billet- og betalingssystem ifm. fester, studieturer og fredagsbarer, som udover at være fuldt integreret med studiekortet også tilbyder landets vel nok billigste gebyrer (pengene skal bruges på de studerende og ikke administration). I 2019 lancerede Studiz den nuværende app (version 3), og i Juni 2020 havde +60 uddannelsesinstitutioner landet over valgt Studiz som officiel partner og leverandør af studiekortsløsning. 2020 var ligeledes året hvor Studiz registrerede verificerede studerende nummer 200.000 i systemet.

 

Om tanken bag Studiz udtaler iværksætteren Lasse Tindbæk:

 

”Mine venner og jeg havde ofte talt om, at det var svært at finde forretninger som tilbød studierabatter, da skiltning er nærmest ikke eksisterende. Fandt man så en butik, som tilbød studierabat, kom det næste irritationsmoment - glemt studiekort og/eller indskrivnings-bekræftelse (hvilken også kunne være udløbet).
 Det var med udgangspunkt i disse to problemstillinger, at jeg kom på ideen med en Smartphone app, som kunne bruges til både at finde og få sin studierabat."

 

God fornøjelse med dine studierabatter!
Studievenlige hilsner

Team Studiz

 

Studiz ApS ©
Kundeservice: (+45) 71 99 75 20
Start live chat
Start live chat