DIY - Hjemmelavet julegaveidé

Rika Edelgren 15/12-2015

 

Hvis i har tålmodighed og kan lide at lave ting selv, så er den her form for billeder virkelig hyggelige at lave. Jeg har lavet et par stykker af den her slags billeder og blev så bidt af det, at jeg fik bestilt en hel bunke mere (haha). Det er noget, jeg bl.a. vil bruge til julegaver, fordi jeg synes, det er en anderledes form for hjemmelavet gave, og så er det billigt i forhold til, hvad noget i den stil koster i Panduro Hobby, og det er jo altid dejligt!

 

Det billede, jeg har lavet med de to heste, kostede ca. 75kr, er 30*30cm stort og der er sat 14.500 perler på. Det lyder virkelig voldsomt, når man siger det på den måde, men det er ikke så slemt. Man skal bare have tålmodig nok til at arbejde med en pincet og alle de små perler, som hver især er ca. 2,5 mm på hver side. Hvis man godt vil starte med noget, som er lidt lettere og en smule mindre tidskrævende, så findes der også billeder, som skal laves med runde perler, men personligt, så foretrækker jeg dem med de firkantede perler, da motivet efter min mening bliver flottere.

 

Hvis I selv skulle være interesseret i at lave sådan et billede, så er det største udvalg på www.aliexpress.com, hvor I skal skrive "diamond painting" + evt hvilket slags motiv i leder efter, fx "flower" i søgefeltet. Det tager gerne op mod 3 uger, før billedet kommer, så det er en god idé at være i god tid, hvis I ved, at det skal gives i julegave. Ønsker man et mere personligt billede, kan man ved at skrive “Diamond painting personal picture” i søgefeltet, finde sælgere som laver dit personlige billede om til et diamond painting lærred. Det fungerer på den måde, at man sender sit billede til sælgeren og hører, om kvaliteten er god nok, hvorefter man gerne skulle få sendt et billede retur, man så skal godkende (hvis det er godt nok). Derefter bliver det lavet og sendt af sted til dig :-)

 

Som nogen af jer nok ved, så kommer tingene på Aliexpress ofte fra Kina, og derfor skal man passe på med at bestille for over 80kr. ekskl. porto, da man kan risikere at skulle betale importgebyr. Jeg har dog selv haft købt billeder til 120kr. uden at skulle betale ekstra, men man kan jo aldrig vide sig helt sikker.

 

//Rika Edelgren 

 

Du skal være logget ind for at skrive en kommentar
Der er endnu ingen kommentarer...